Disse føromtalte trygge måder, som personen blev mødt med i sine tidlige, nære relationer, fungerer som udgangspunktet for, hvordan vedkommendes relationer til andre mennesker generelt er i dag. Heri ligger bl.a.

• Forventningen om, at andre vil være imødekommende samt interesserede i kontakt med én.
• Selvsikkerheden i, at man har en værdi i sig selv. At man er den, man er, og at det vil andre typisk også værdsætte én for. 
• Forventningen om at blive behandlet med medmenneskelig respekt for sine grænser.

Sikker tilknytning fungerer som en ballast, hvormed man i højere grad evner at rumme sig selv og det, man evt. måtte mærke – samt at række ud efter støtte, når noget er vanskeligt. 

Hvis man er sikkert tilknyttet, føles nærhed rart i et parforhold; man synes som regel om at være fysisk tæt på sin partner. Og det føles trygt at åbne op om tanker, følelser samt give udtryk for sine usikkerheder og sårbarhed, da man stoler på, at den vil blive mødt med forståelse i de fleste tilfælde. 

Mange med en mere usikker tilknytningsstil er til gengæld nervøse for at vise deres partner, hvor meget de i virkeligheden holder af vedkommende, og hvor afhængige de føler sig af ham/hende/den.

Som børn blev dem iblandt os med en mere usikker tilknytningsstil måske afvist i deres forsøg på at opsøge kontakt samt udløse omsorg fra forældrene; og nogle internaliserede hertil afvisningerne som noget, der skyldtes en defekt i dem selv. Eller de blev med andre ord afvist, fordi de ikke havde gjort sig fortjent til den kærlighed, de længtes efter.

De havde ligesom ikke værdi nok i sig selv, til at andre rigtig kunne elske dem.

Som usikkert tilknyttet kan afvisning fra en partner således både vække skam og angst og utilstrækkelighedsfølelser – selv mange år efter.

Hvis man som voksen derimod er mere eller mindre sikkert tilknyttet fra barnsben, berører det sjældent selve ens menneskelige værdifølelse, om man en gang imellem bliver afvist. Tværtimod opfattes afvisningen i højere grad som en del af livet samt værende forskyldt den konkrete situation her og nu: Måske den anden blot var optaget af egne tanker, usikkerheder, behov og/eller øvrige forpligtelser? 

I et parforhold skulle man gerne kunne leve sammen som to individer, hvor der både er nærhed og plads til egne interesser. Relationen skulle helst ikke være plaget af angsten for at blive forladt, eller om partneren ikke elsker én lige så højt, som man selv elsker vedkommende. 

I den forbindelse melder den seneste forskning inden for tilknytningsteori da også et temmelig glædeligt fund; nemlig at hvis blot én af partnerne i et parforhold er mere eller mindre sikkert tilknyttet hjemmefra, vil det kunne smitte af og gøre den anden tryggere med tiden. 

Med andre ord: Der er hjælp at hente.

Hvad end der er tale om et dybt venskab, et kærlighedsforhold eller en terapeutisk relation, vil den sårbare person kunne opleve bedring i kraft af at føle sig rummet på en måde, der minder om den, vedkommende længtes efter som barn eller ung og i virkeligheden altid havde gjort sig fortjent til – og dvs. blot som værende menneske. 

Som en sidste tilføjelse skal det nævnes, at langt de fleste mennesker har det med at springe mellem kategorierne; ingen er således udelukkende sikkert- eller usikkert tilknyttet hele tiden. Som individer er vi sammensatte på et væld af måder, og vores selvværd og tryghed vil også typisk være påvirket af den konkrete situationen, vi befinder os i.

Om vi generelt er tilpas udhvilede, velernærede og meningsfuldt stimulerede, ja, den slags har naturligvis en stor indflydelse på vores overskud i hverdagen.

At læse ovenstående udgør altså ikke nødvendigvis den samme oplevelse for to personer, da de netop på forskellig vis og i varierende grad vil kunne spejle sig i indholdet.     

Som klient (eller kommende klient) behøver man ikke at spekulere for meget over, om ens problematikker eller endda traumer er hhv. ‘tunge’ eller ‘svære’ nok til at blive taget seriøst af en behandler.

Tværtimod.

Hvad end man har brug for akut hjælp eller snarere at forebygge, at de ting, man evt. måtte sloges med, skal udvikle sig yderligere, så vil jeg argumentere for, at en investering i sin mentale sundhed faktisk er noget af det bedste, man kan gøre for sig selv – snart sagt uanset hvad.

Hvis ikke jeg var overbevist herom, var jeg selvfølgelig heller ikke blevet psykolog.